For 2 år siden have Aalborg Teater premiere på forestillingen ”Aftenlandet” af Julie Maj Jakobsen, som tog både publikum og anmeldere med storm. Nu er hun tilbage på Aalborg Teater med en ny forestilling, denne gang ”Efter Branden”.
”Efter Branden” handler om at være anderledes, om at være født forkert men alligevel prøve at passe ind. Maria tilhører middelklassen, og flytter sammen med din søn ind i en ghetto et sted i Danmark. Maria’s søn Halfdan har et vandskabt ansigt, og har derfor allerede fra starten af sit liv flere udfordringer, alligevel mener hun at han skal leve sit liv som om der ikke var noget galt med ham. Halfdan vil helst gemme sit ansigt for omverdenen, og går derfor helt med en elefanthue eller maske på. En aften bliver der antændt brand i en af boligblokkene der skal rives ned, og der bliver fundet et lig i lejligheden. Hvem har antændt branden? Hvem er liget i lejligheden? Og hvor er Halfdan? Her starter forestillingen.
Rollen som Maria spilles af Kathrine Høj Andersen, der er fast i Aalborg Teaters ensemble. Det er en rolle som kræver en rigtig stærk skuespiller bag, og det må man sige at Kathrine bestemt er. I forestillingen spænder hun meget bredt i følelsesregisteret, en disciplin der kan være rigtig svær, men Kathrine får det til at se legene let ud, og man tror på hende gennem hele forestillingen.
Derudover er det bestemt også værd at fremhæve Østen Borre Simonsen (Halfdan), Evirm Benli (Azim) og Karla Rosendahl Rasmussen (Viktoria) – alle 3 nyuddannede skuespillere. De levere alle på hver deres måde fantastiske præstationer på scenen, som bestemt er prisværdige for forestillingen. En forestilling som ”Efter Branden” ville let kunne falde til jorden, samt blive lang og tung med de forkerte skuespillere. Dette er heldigvis ikke tilfældet.
Scenografien er virkelig flot og nytænkende, jordunderlaget med det formindskende boligblokke der har lys og gardiner i vinduerne ser fantastisk ud. Desværre kan det til tider være svært at afkode hvor vi befinder os henne, om vi er i Maria’s lejlighed, på gaden eller et helt tredje sted. Dette bliver ikke lettere når der efter en scene bliver efterladt vinglas forskellige steder på scenen, på trods af vi er i en helt anden scene end den hvor de blev brugt. Alligevel syntes jeg dog det fungerer til en vis grad, da det også giver mulighed for at publikum selv kan skabe meget af forestillingens univers i hovedet.
”Efter Branden” er et rigtig stærkt kort for Aalborg Teater, og det er bestemt også forståeligt at der allerede nu er udsolgt til flere forestillinger. Julie Maj Jakobsen har endnu engang skrevet en anmelder og publikumssucces, og beviser at der bestemt også er et marked for ny dansk dramatik.
Spiller på Aalborg Teater indtil 4. oktober
Foto: Lars Horn