Palsgaard Sommerspil er efterhånden en af de gamle travere på sommerspilsscenen, som har for vane at opsætte de helt store titler med mange medvirkende på scenen, i år er dog lidt en undtagelse. Jo, titelen ”RENT” er bestemt en broadway klassiker, men i år medvirker der ”kun” 21 spillere på scenen.
Handlingen i RENT er en omgang for sig, det er en forestilling med rigtig mange små underhistorier som skal danne den store samlede historie. Desværre er det lidt som om at instruktør Jens Frausing har ville fortælle lidt for meget på samme tid, så handlingen af og til kommer til at virke lidt rodet. Det er selvfølgelig en kunst at fortælle 5-6 simultane historier, især hvis publikum også skal forstå dem, og her fejler RENT desværre lidt. En af de for mig vigtige historier, er historien om Angel, som jeg syntes man kommer lidt for let omkring. Hvis jeg ikke vidste det i forvejen, er jeg ikke sikker på at jeg havde opdaget at hun dør at HIV/AIDS. Jeg overhørte endda andre publikummer snakke om hvad hun mon døde af? For det kom jo lige pludseligt, og de havde da ikke opdaget at hun var syg.
“Five hundred twenty-five thousand six hundred minutes” bliver der sunget i den originale engelske version af forestillingens megahit ”Seasons of love”, for mig fik det lidt en dobbeltbetydning i først akt. Det sker ikke ret ofte at jeg i en forestilling midt i første akt kommer til at tænke, ”nu må der da også snart være pause?”, dette skete allerede efter 50 min. i RENT. Der havde mit indre ur en fornemmelse af der var gået langt over en time. Og da første akt varede en time og tyve minutter, så blev den sidste halve time rigtig lang. Andet akt gled heldigvis meget lettere, og var faktisk hurtigere slut end jeg lige havde forventet, selvom det tog ca. en times tid.
Koreograf Jacob Philip Andersen har virkelig gjort en rigtig flot stykke arbejde med koreografien, der er rigtig mange fede steder, som virkelig løfter forestillingen. Dog er der også steder i forestillingen hvor man er lidt i tvivl om de medvirkende overhovedet ved hvad de laver, da det ligner en stor omgang rod. Det kan selvfølgelig være at det er en stor omgang velkoreograferet rod, og det kan jo også være sin sag at få noget til at se rodet ud, uden det er det for de medvirkende.
Musikken i RENT leveres af et 5-mandsorkester, under sikker ledelse af Rasmus Steenberg. Det er en fryd for øret at lytte til et så velspilledende orkester, som lyder af meget mere end 5 musikere. RENT er en stort set gennemkomponeret musical, hvilket kræver nogle rigtig stærke sangere, og her har Palsgaard Sommerspil virkelig nogle stærke kort på hånden. Alle de bærende roller har en vokal der kunne være den professionelle scene værdig, og det gør det bestemt ikke værre af at de har et yderst velsyngende ensemble bag sig.
Scenografien er i grove træk blot et kæmpe stor stilads, hvor der så er påmonteret små murstensstykker og enkelte vinduer. Dertil tilsat enkelte møbler der skulle danne rammen om de forskellige lejligheder. Det er en meget simpel, men utrolig virkningsfuld scenografi. Især når mørket falder på, og man med lys kan isolere de forskellige spillesteder på scenen.
Set i det store samlede hele, er RENT en rigtig fin forestilling med mange gode øjeblikke, og jeg er helt sikker på at publikum får lidt at tænke over med hjem. Er du til musical med lidt mere kant, der ikke nødvendigvis ender lykkeligt, så er RENT på Palsgaard bestemt et besøg værd
Foto: Rikke Kidmose
Da det udelukkende er amatører der medvirker på scenen på Palsgaard Sommerspil, har jeg valgt ikke at fremhæve nogen medvirkende over andre, men bedømme det samlede hele.
